Noget af det første man lærer i samfundsfag i folkeskolen eller ungdomsuddannelserne er, at demokratiet ikke er den bedste styreform, men den mindst dårlige
Mink-skandalen, statsministerens grundlovsbrud og støttepartiernes udnyttetse af flertalsstyret, demokratiet, samt borgere, der ukritisk støtter statsministerens argument, sundhedskrise, for at tilsidesætte landets love, endda Grundloven, genererer nogle bekymrende tanker i mig.
Når jeg læser kommentarer som “lad nu Mette være, og lad hende lede os igennem denne krise” eller “vi er i en helt speciel situation nu, hvor der altså ikke er tid til gå op i, hvem der bryder, hvad” på sociale medier, så bliver jeg både trist og bekymret. Trist over, at befolkningen tilsyneladende ikke fattet en brik af, hvad en retsstat er. Bekymret, fordi uvidenhed og manglende empati hos majoriteten i et demokrati, ofte ender med et flertalstyranni med en magtliderlig autokrat for bordenden.
Jeg kan nævne de klassiske eksempler som Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot og i nyere tid Hugo Chavez. Som alle brugte lignende metoder til at få gang i deres diktatoriske regime. I stedet for de klassiske eksempler. Så får I et eksempel, der startede ét af verdenshistoriens blodigste borgerkrige, den srilankanske borgerkrig.
Året var 1956, hvor den daværende srilankanske præsident Chandrika Bandaranaike Kumaratunga fik vedtaget loven(e) Sinhala Only Act, som i korte træk gik ud på, at gøre singalesisk til Sri Lankas eneste officielle nationalsprog, hvor der førhen var tre nationalsprog, singalesisk, tamilsk og engelsk. Dette kunne hun gøre, fordi hun havde flertallet i parlamentet, hvilket ikke var svært, da parlamentet afspejlede befolkningen, hvor 75% var singalesere, mens 24% var tamilere, og lidt under 1% var urveddaer (indfødte indianere). Mange singalesiske politikere var ikke for Sinhala Only Act i starten, da de godt kunne se, at den ville diskriminere det tamilske folk, og at det ville skabe stor utilfredshed og meget alvorlige konsekvenser for denne befolkningsgruppe. Det var sådan på Sri Lanka, og sådan havde det været i flere århundrede, at den tamilske befolkning kun talte tamilsk og den singalesiske kun singalesisk. Lige fra den lille landsbyskole til centraladministrationen og universitetet i Jaffna (tamilsk hovedby) kommunikerede man hovedsagelig på enten tamilsk eller engelsk. De engelske embedsmænd var også klar over denne problematik (flertalstyranni) inden de forlod øen, derfor fik de også indskrevet i den srilankanske forfatning, at lovene ikke måtte krænke minoriteternes rettigheder.
Selvom, forfatningen ikke godkendte Sinhala Only Act i starten, den blev senere godkendt ved en forfatningsændring (eftergodkendelse af nedslagtning af raske mink?). Vedtagelsen af Sinhala Only Act, som havde flertallet bag sig, satte gang i en masse protester fra tamilske lærde og især unge studerende (tamilske studerende skulle også have højere snit end singalesiske studerende for at komme på samme universitetsuddannelse efter denne lov), som på bedste Gandhi-manér sultestrejkede foran parlamentet (landmændenes traktordemonstration i går?). Den singalesiske regerings svar på de sultestrejkende studerende var, at sende militæret og politiet ind og arrestere de fredelige demonstranter (Rigspolitiets forsøg på at ulovliggøre nogle traktorer i går?). Utilfredsheden og modstanden mod den singalesiske etnocentrisme medvirkede til, at flere i den tamilske befolkning begyndte at tale om skabelsen af Tamil Eelam, (oversat tamilsk hjem/hjemland), altså en tanke om en selvstændig nation for tamilere på Sri Lanka. Disse tanker og idéer blev forsøgt holdt nede af den singalesiske regering i gennem 30 år med lige fra forbud mod tamilsk i bestemte områder til fyring og fængsling af tamilere, blot fordi de talte deres modersmål i det offentlige. Disse former for undertrykkelse af ens kultur, sprog og historie lagde grund for LTTE (De tamilske tigre), der blev skabt i 1970’erne. LTTE brugte i starten fredelige og demokratiske metoder som at lave demonstrationer, skrive læserbreve i aviser, holde foredrag, dele blade ud og på anden vis benytte ytringsfriheden. Deres store forbillede i starten var Gandhi, men da de kun blev mødt med vold og arrestationer fra regeringen, endte de med at gå fra Gandhi til Che Guevara, som havde en “lidt” anderledes tilgang til at kæmpe for selvstændighed og uafhængighed. Den militante del af LTTE var født og pacifisterne rykkede ud.
Julimåned i 1983 blev skelsættende. Her var der sammenstød mellem LTTE og regeringshæren i hovedstaden, Colombo, hvor regeringshæren mistede 13 soldater, mens LTTE slap med ingen døde. Dette blev for meget for den singalesiske regering, som valgte at meddele ordensmagterne, militær og politi, at de skulle holde sig passive. Samtidig fik de sendt ordre ud til regeringens dødspatruljer. Dødspatruljerne var mindre bander, som blev betalt af regeringen for at bekæmpe LTTE, andre tamilske grupperinger og den tamilske civilbefolkning. Disse dødspatruljer var ikke underlagt Geneve-konventionen, så de gjorde, sådan set, som det passede dem og julimåned (Sorte Juli) i 1983 blev en skæbnesvanger måned for både Sri Lanka, men især for det tamilske folk, og særdeles tamilere, der levede og arbejdede i hovedstaden, Colombu. Disse bander smadrede butikker, tævede, voldtog og myrdede løs på den tamilske befolkning i Colombu i en hel måned uden, at hverken militær eller politi, eller det internationale samfund greb ind. Efter Sorte Juli gik LTTE og flere grupperinger sammen og begyndte at yde decideret krigsmodstand mod flertalsregeringen. Så var den srilankanske borgerkrig brudt ud, som varede frem til 2009. Der har nu været "fred" på Sri Lanka i 11 år, men befolkningen er stadig splittet, efter årtiers blodig krig. Men det hele startede med demokratiets svaghed, flertallets uvidenhed og manglende evne til at reflektere og være kritisk over eget folk og leder.
Men hvordan formåede den daværende srilankanske præsident og hendes efterfølgere at overbevise både politikere og befolkning om, at Sinhala Only Act var god og en nødvendig lov, selvom den gik imod forfatningen og splittede befolkningen? Jo, hun og hendes efterfølgere brugte to virkemidler.
1) Frygten og nødvendigheden. Det var nødvendigt at overtræde forfatningen, for hvis hun ikke gjorde det, så ville den singalesiske kultur forsvinde, det var en nødvendighed for at bevare den singalesiske kultur. Hun var også klar over, at denne lov også ville betyde, at tamilsk kultur måske helt ville forsvinde fra øen, men alternativet var at ofre den singalesiske kultur. Mette er også klar over, at minkbranchen muligvis ville forsvinde, men det er og var selvfølgelig et valg, som hun er meget ked og berørt over, men det er en nødvendighed, alternativet er, at ALLE ældre og syge ellers ville få corona og vi ville blive det nye Wuhan. Hvis man ikke følger lederens vej, så venter katastrofen.
2) Skabelse af fjendebilleder. Chandrika Bandaranaike Kumaratungas og de efterfølgende regeringslederes andet virkemiddel og meget brugte argument var, at særloven, som beskyttede minoriteterne, altså tamilerne, var lavet af de gamle engelske koloniherre. Englændernes interesse var ifølge de singalesiske regeringschefer at genovertage øen, samt at den tamilske befolkning var i ledtog med englænderne. Ergo den singalesiske befolkning og politikere stod med et valg mellem at inddrage den tamilske befolkning og dermed bliver overtaget af englænderne igen eller ofre det tamilske folk, for et frit og uafhængigt Sri Lanka. Hvis man ikke er med Mette, så vil man ikke folkets sundhed. Mette eller død og virus.
Vi skal passe meget på med, at tage fór let på tingene, når landets ledere, og særligt den øverste viser en foragt og ligegyldighed overfor både loven og oppositionen, som Mette Frederiksen gør for tiden. Det ender forhåbentlig ikke, som det endte på Sri Lanka. Men i et demokrati, er vi borgere, de eneste, der kan holde vores ledere, der er ved magten i skak. Det skal vi gøre ved at stille kritiske spørgsmål og ikke bare parere ordre, blot fordi vi er bange og giver efter for frygten. Magt korrumperer og dem, der er rundt om den korrumperede bliver også selv betaget af den. Den danske statsminister, Mette Frederiksen, lader til at være blevet opslugt af magten, mens støttepartierne særligt SF lader til at være blindt betaget af Mette Frederiksen.
Det er en demokratisk pligt for alle borgere at være kritisk overfor landets magthavere, rød som blå, som mange borgere lader til at have glemt i krisens tegn.
PS: Jeg sammenligner ikke Mette Frederiksens person med de forskellige despoter og menneskerettighedsforbrydere. Det er værktøjerne Mette Frederiksen og co. benytter sig af, jeg sammenligner. Mette Frederiksen udnytter krisen og det demokratiske flertal, samt samme retoriske virkemidler, som de forskellige præsidenter gjorde på Sri Lanka op til og under borgerkrigen.